Guide: Shelterture for begyndere

Drømmer du om at sove ude, men har ikke prøvet at overnatte i shelter før? Og ved ikke hvordan man lige kommer i gang eller hvad der er vigtigt at huske? Vi guider dig her.
shelterhygge

Frisk luft, en varm sovepose og lyden af fuglefløjt er blevet flere og flere danskeres foretrukne måde at vågne på.

Ifølge tal fra Naturstyrelsen slog 2021 alle rekorder for overnatning i det fri, men hvad er det nu lige, et shelter er? Og hvordan gør man, hvis man er en af dem, der endnu ikke har prøvet det?

Et shelter er som udgangspunkt en træbygning med et halvtag og tre lukkede sider, som giver perfekt mulighed for et dejligt overnatningssted i ly for regn og oftest vind. I Danmark findes der både traditionelle shelters og mere moderne udgaver. Nogle ligger i skov, nogle ved kysten, nogle på enge - ja, nogle ligger ligefrem på vandet. 

Hvor finder jeg shelters?

På udinaturen.dk kan du finde rigtig mange af de over 2.000 sheltere, der er i Danmark. Mange af dem kan du også finde på appen Shelter. 

På oversigten på hjemmesiden eller på appen er der ofte en beskrivelse af pladsen. For eksempel om der er muldtoilet, bålplads, om man kan (eller må) køre i bil til pladsen, osv. Det vil også fremgå, hvor mange der er plads til i shelteret, og om det er en plads, der kan bookes.  

Ind imellem er der også billeder, så du kan danne dig et indtryk af shelteret og shelterpladsen, ligesom der kan være kommentarer fra tidligere brugere. 

Du kan også finde sheltere på bookenshelter.dk, som er en oversigt over sheltere på Fyn, Lolland-Falster og i Nationalpark Vadehavet. 

Læs også: Nye kystsheltere på Fyn og Bornholm 

Derudover er der rundt om i Danmark mange sheltere, der enten er private eller hører under kommunerne. Nogle af dem er registreret på udinaturen.dk eller på Shelter-appen, men mange af dem kan du kun finde via f.eks. en kommunal hjemmeside som for eksempel den for Vejle Kommune. 

Skal jeg booke? 

Med den store popularitet, som sheltere oplever, kan det tit være en god idé at booke dit shelter på forhånd. Så er du sikker på at have en plads, når du kommer frem.

Det er ikke alle sheltere, der kan bookes - det vil fremgå af oversigten på udinaturen.dk eller Shelter-appen, om et bestemt shelter kan bookes. Kan det det, vil du via sitet blive ledt over på Naturstyrelsens bookingsite.

Det er gratis at booke de statslige sheltere, mens de private ofte koster lidt, ligesom du skal regne med op til 30 kr. per person per nat for shelterne på bookenshelter.dk. 

Undgå at fryse

Afhængig af sovepose og af hvor kuldskær du er (og af vejret), kan det være svært at holde varmen om natten. Her er fem fif til at undgå det: 

  1. Spis, inden du kravler i soveposen. 
  2. Vær varm, når du hopper i posen. For eksempel med ti hurtige englehop. 
  3. Hav tisset af, inden du går i seng. 
  4. Sov eventuelt med hue på - et koldt hoved kan føre til en kold krop. 
  5. Fyld en drikkedunk med kogt vand og læg den i bunden af soveposen. Sørg for at bruge en flaske (for eksempel fra Nalgene), der kan tåle kogende vand.  

Forbered dig på turen 

Når du har fundet dit shelter og eventuelt booket det, er næste skridt forberedelse. Hvad skal du være opmærksom på, hvad skal du have med, hvad kan du gøre for, at det bliver en succesfuld tur?

Download de vigtigste apps

Inden du drager afsted hjemmefra, anbefaler vi, at du downloader nogle bestemte apps, der vil gøre din tur lettere.

Vejret
Vejret kan betyde meget for din tur, blandt andet i forhold til hvilket tøj du skal have med. Appen By-vejr kombinerer vejrmeldinger fra DMI og YR, så du får den mest sikre vejrmelding at planlægge efter. 

Find vej
Det er altid godt at have et kort ved hånden, når du skal ud i naturen. Appen View-Ranger kan give dig gode gratis kort, hvoraf flere af dem kan downloades gratis. 

En anden god og gratis app, som er gps-baseret og kan bruges offline, er mapy.cz. På den kan du se rigtig mange vandre- og cykelstier og ruter, samt faciliteter som busstoppesteder, restauranter, madpakkehuse, osv.     

Læs også: Disse apps skal du have, når du skal ud i naturen

Vil du prøve noget andet end shelter? Se vores guide til andre typer ude-overnatning.  

nat i naturen mørke hængekøje
Der er mange eventyrlige måder at overnatte på i naturen. Her er en række tips og tricks, fordele og ulemper og gode råd ved henholdsvis hængekøje, telt, bivuak og tarp.